Tak for i år
Kongsdal klar til foråret igen
AF: THOMAS GREGERSEN
www.fyens.dk Publiceret 27. august 2018 kl. 08:00
Den anden september er sidste mulighed for at se Kongsdal åbne have i år,
men haven åbner igen i maj 2019.
Kongsdal: - Jeg ved ikke om min dåbsattest har sladret, men i år har mange gæster været henne og spørge, om det nu var sidste sæson med åbent i haven, fortæller Vagn Wazar Jørgensen, der dog gerne vil gøre det klart, at han slår havelågen op igen den 11. maj 2019.
Hans mere end 20.000 kvadratmeter store grønne oase har i år - ligesom alle andre haver - været kraftigt udfordret af tørken, men med intensiv vanding er det lykkedes at holde plænen grøn og tæt, samtidig med at alle planter og træer har overlevet.
- Det har været et kæmpe arbejde, men man er ikke ældre end man føler sig, og jeg elsker jo at møde så mange dejlige mennesker i løbet af sæsonen. Det er meget livsbekræftende, at familier fra hele landet vælger at mødes her med deres madkurve. Så jeg bliver ved. Og ja, selvom der er mange der nægter at tro på det, så er det stadig kun mig selv, der passer haven, griner Vagn Wazar Jørgensen, mens han er i gang med at kante de mange meter græskant langs bedene. I alt løber det op i 2,4 kilometer, der altid står knivskarpt.
Op til denne sæson anskaffede den nordfynske haveejer sig to store robotplæneklippere, der via gps holder plænen i passende længde.
- Det har været en kæmpe aflastning og har sparet mig for 14 timers arbejde om ugen. Når jeg lukker for denne sæson går arbejdet i gang med at lægge jordvarme ned, så jeg heller ikke skal rende og fylde mit pillefyr. Så selvom jeg selvfølgelig bliver ældre, har jeg via de tekniske fremskridt også fået mulighed for at koncentrere mig mere om de sjove og kreative projekter i haven, siger Vagn Wazar Jørgensen.
I en sommer, hvor gul har været det gennemgående tema i den danske natur, har Vagn Wazar Jørgensen formået at holde alt grønt og saftigt at se på. Roserne har smidt bladene lidt hurtigere, og et af træerne havde lidt krise, men ellers er alt gået med masse af vanding. Vi ligger jo lidt i en gryde, hvor temperaturen flere dage var over 35, så det hele fordampede lynhurtigt og vandstanden i søen faldt med 40 centimeter, fortæller han.
Foto: Thomas Gregersen
Pressedækning i forbindelse med kåringen af Årets have 2016
Copyright © All Rights Reserved Kongsdal Åben Have